Hvad sker der, når et liv er ved at slutte?
Teater og samtale om det udvidede rum på tidens kant - og den trøst, der trods alt findes dér. Med fortæller Ellen Dahl Bang, harpetist Trine Opsahl og hospitalspræst Steen Bonde.

Der var Vågekonen

 

Et teaterstykke af fortæller Ellen Dahl Bang med akkompagnement af Trine Opsahl på keltisk harpe.

Vågekonen er en tragikomisk fortælling om døden og livet oplevet gennem Erika, der mod sin vilje bliver sat til at passe de døende. Og alle de sære, stærke og provokerende øjeblikke hun gennemlever med døden ved sin side. Erika er socialt udstødt og lever et liv på kanten, men finder gennem sit arbejde med at passe de døende en mening med sit liv. En gerning hun ufrivilligt går ind til, og ikke har nogen forståelse for. Men arbejdet som vågekone gør noget ved hende. Gennem sit møde med de døende, oplever hun stærke og smukke øjeblikke, hvor både hun som vågekone og den der skal dø har noget at fortælle og give hinanden. Herigennem bliver livet nærværende og værdifuldt, og langsomt ændrer hun sig og finder en respekt både for sig selv og de døende.

Teaterstykket følges op af en samtale mellem Ellen Dahl Bang, hospicemedarbejder Trine Opsahl og Steen Bonde, præst i enhed for lindrende indsats (Det Palliative Team), samt alle os.



Der var Katharina Luther - Munkens Brud

v/ Anette W. Jahn
og Tine K. Skau

Det er fortællingen om Martin Luthers hustru, Katharina, ifølge Anette W. Jahn

Vi møder hende netop som Luther er død, og hun kommer ind i slotskirken i Wittenberg. Luther har via testamente skrevet, at deres fire børn kan bliver sammen med deres mor - men lovgivningen vil ikke anerkende, at en enke beholder sine børn.

Forestillingen blev hendes forsvarstale overfor borgerne i Wittenberg i 1546. 

Vi er med hende, da hun som 4-årig mister sin mor og bliver sat i kloster af faren. Vi er med hende i klosteret, hvor hun vokser op i tavshed og som det eneste barn. Vi følger hende som novice og da hun afgiver sit nonneløfte som 16-årig. Videre, da hun i al hemmelighed læser i en bog skrevet af den munk, som hele verden hvisker om. Hvad skriver Luther, som får hende til at overtale otte andre unge nonner til at flygte fra klosteret en påskemorgen? Hvordan bliver hun som bortløben nonne til Luthers kone? Hvordan er det at være gift med den store reformator?

Forestillingen viste hvilke konsekvenser reformationen havde for en konkret kvindes liv. Den handler om Luthers reformerende tanker og handlekraft. Forestillingen var sat i musik med sære, kendte og finurlige instrumenter. 


FRA FORTÆLLEGUDSTJENESTEN "HÅRFAGERS STEMME"


V/ KEN NØRGAARD PEDERSEN OG ANETTE W. JAHN

Tiden står stille, når man sidder i kirkerummet og lytter til en fortælling. Denne gang var det stenalderfortællingen "Hårfagers stemme". En stærk fortælling om at være fremmed i troen, kulturen eller fællesskabet. Den talte ind i vores tid, hvor vi udfordres af mennesker, der er os fremmede, fordi de bærer en fremmed tro med sig. Troen er en væsentlig del af livstråden, og det er godt at opdage kraften i ens egen livstråd. Denne aften anskueliggjort på en intens måde af fire børn, der rullede livstråden ud. 

Et par bønner fra aftenen:

Kære Gud, du taler i gåder. Nogen mener, at det er bedst at glemme dig. For når du ikke taler så konkret, som vi taler til hinanden, kan vi lægge hvad som helst i dine ord. Vi kan bruge dig til lige hvad vi vil. Til at undertrykke, hvor vi har lyst, til at manipulere, til at hade, til at kræve, hvad vi mener, vi har ret til. Og du siger ikke fra, når vi bruger dig til hvad som helst. Nogen mener, at det var bedre, at vi glemte dig, så ingen kommer til at volde skade med dig. Du ville ikke protestere. Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Det siges der om dig. Kære Gud til tider synes du at ligne et spædbarn selv, ét, der pludrer om noget, vi ikke kan forstå. Men du: når vi hører spædbarnets tale, åbnes vores hjerte. Det bliver blødt og varmt og øjnene lyse og milde. At glemme dig ville være det samme som at lukke ørerne for den tale, der kalder på os fra midten af vores hjerte. Gud, du har tillid til os, selv om vi kommer til at misforstå og misbruge dig. Vi ber dig, hold aldrig op med at tale og hviske os i ørerne.  

 

Kære Gud, der er så meget der er fremmed for mig. Der er fællesskaber, hvor jeg føler mig fremmed, fordi jeg ikke forstår jargonen, humoren eller fagudtrykkene. Der er fællesskaber, hvor jeg ikke forstår sproget, kulturen og normerne. Der er fællesskaber, hvor jeg er uenig i værdierne og måden tingene siges og gøres. Gud jeg ved, at andre har det på samme måde, at de føler sig fremmede, når de kommer i de fællesskaber, hvor jeg føler mig hjemme i jargonen, humoren, værdierne, normerne. Hvor jeg boltrer mig i indforståethed med venner, kolleger eller familie. Jeg ved, Gud, at du har skabt os alle, og at vi ikke skal være ens. Derfor vil jeg altid være en fremmed for nogle og andre være fremmede for mig. Men, lær mig Gud, at se enhver fremmed, der krydser min vej, som et medmenneske, som jeg skylder at vise agtelse, respekt og omsorg. Derigennem kan du skabe et nyt fælles rum, hvor både den fremmede og jeg, i al vores forskellighed, kan være sammen. Amen.

Musikken denne aften var af Piazolla spillet af Nanna Heggelund Christensen. 



Der var "Drømmelyset"

v/ Anette W. Jahn og musiker Morten Musicus

Josef er et særligt barn, der har fået nogle særlige evner. Han lyser, så folk ikke kan lade være med at kigge på ham. Og han kan drømme utrolige drømme og tyde dem. Både sine egne og andres drømme. Og så er han farens yndlingssøn, hvilket gør brødrene misundelige og jaloux.

Det er en fortælling om at blive ført bag lyset. Men til gengæld også om at finde drømmen i mørket. Om at se lyset i drømmen, frem for det skumle. En livsbekræftende fortælling om at få det onde vendt til noget godt.

Fortælleren Anette Wilhjelm Jahn sammen med musikeren Morten Musicus har fortryllet os før med sin evne til at fortælle sig igennem noget svært i livet og tage os med til tilværelsens lyse egne.


Glimt fra aftenen om evigheden i NU'et

Det var en fortællegudstjeneste med Anette Wilhjelm Jahn, som havde fortællinger fra Karen Blixens vintereventyr med. Morten Musicus spillede på hakkebræt og alverdens fløjter. En bevægende og stille oplevelse med tekster og bønner til eftertanke om evigheden i NU'et.

 

Og her et par bønner fra aftenen:

Kære Gud, du, der gerne forbinder dig med alle øjeblikke, …du,
der er at finde, hvor havet ender og hvor morgenrøden venter på at bryde frem. Du er skjult tilstede i øjeblikket, parat til at forvandle ethvert lille øjeblik til et NU, hvor vores liv med ét fyldes med mening. Et NU, hvor ordene holder pause, hvor sjælen er ankommet, kommet hjem og hviler med fortiden og fremtiden i fred.

Hjælp os, når vi trænger til at vågne op, vækkes, som skibsdrengen vækkes af månen, der for et øjeblik, for et NU ligner pigens ansigt. Lad os ikke bare feje disse mærkelige syner væk som tossetheder, disse gudsansigter, som titter frem. Giv os mod til at gribes på åben gade, i en planlagt eller tilfældig samtale eller midt på marken. Hjælp os til at sanse dine vink.
Amen.

Hjælp os Gud, når det almindelige trummerum i hverdagen lægger sig som et sløvende slør over livsgnisten. Når opvask, arbejde, oprydning, planlægning og pålægsmader lægger sig omkring os, som en hinde vi ikke kan bryde igennem. Når vi føler os som robotter, der blot udfører alt det, som vi er programmeret til. Når vi lever efter skemaer, kalendere, excel-ark og søjlediagrammer. Når sammenhæng og samhørighed reduceres til samarbejde, når øjeblikket reduceres til tidspunkt og sekunder. Når kærlighed, fællesskab og ånd spærres inde som beskrivelser af hjernens kemiske processer.

Hjælp os Gud til at bryde ud og sanse det liv du har skabt. Hjælp os til at finde sammenhængen, mærke kærligheden, og føle helligåndens kraft. Skænk os de øjeblikke i livet, hvor alting falder på plads og vi ser den røde tråd, meningen og glæden ved vores liv. Og lær os at se hverdagen i lyset af de øjeblikke, så trummerum bliver til livspuls.
Amen.

cookie information